Student til Leasing, Inkasso & Finansielle Services (Hellerup)

Hortens afdeling for Leasing, Inkasso & Finansielle Services i Hellerup søger lige nu en engageret student med tiltrædelse hurtigst muligt.

EN UNIK MULIGHED FOR AT FÅ DIN TEORETISKE VIDEN I SPIL
Du bliver en del af et dedikeret team, der hovedsageligt beskæftiger sig med løsørefinansiering, herunder inddrivelse for – og rådgivning af – såvel danske som internationale finansieringsselskaber og pengeinstitutter, kommuner og forsyningsselskaber. Opgaverne spænder vidt og giver dig mulighed for at få en solid og praktisk forståelse af juraen inden for inddrivelsen, og særligt inden for det kreditaftaleretlige område.

Gennem en række selvstændige arbejdsopgaver, får du en bred indsigt i den praktiske behandling af afdelingens sager og kommer blandt andet til at varetage følgende opgaver:

  • Forberedelse af samt deltagelse i fysiske og telefoniske fogedretsmøder, herunder særligt i sager om tilbagetagelse af løsøre finansieret gennem leasing- og kreditaftaler
  • Gennemgang og oprettelse af nye sager
  • Udarbejdelse af påkravsskrivelser, betalingspåkrav, stævninger og fogedrekvisitioner mv.
  • Efterbehandling af fogedretsmøder
  • Kunde- og debitorkontakt
  • Besigtigelse og fremvisning af ejendomme, i forbindelse med tvangsauktionssager
  • Bistå afdelingens jurister med diverse juridiske undersøgelser og generel informationssøgning
  • Udarbejdelse af notater om juridiske problemstillinger
  • Udarbejdelse af udkast til processkrifter, ekstrakter og materialesamlinger


Herudover kommer du til at løse forefaldende opgaver af både juridisk og praktisk karakter for hele afdelingen.
Hos Horten har vi en flad struktur, hvor studenterne arbejder tæt sammen med partnere, advokater, fuldmægtige og alle andre medarbejdergrupper i Horten. Vi tror på, at en imødekommende omgangstone giver det bedste grundlag for at levere et højt fagligt og professionelt niveau.

VI HAR HØJE AMBITIONER PÅ DINE VEGNE
Vi forventer, at du er ambitiøs og nysgerrig, og at du som minimum har påbegyndt dit andet år af bacheloruddannelsen på jura.
Du skal være motiveret og have evner for at kombinere din teoretiske juridiske viden med praktiske problemstillinger og opgaver. Da du kommer til at deltage i fysiske og telefoniske fogedretsmøder, skal du være ansvarsbevidst og selvstændig, og tage uforudsete situationer med et smil. Vi forventer derudover at du bidrager positivt til samarbejdet i afdelingen og generelt er i godt humør, også hvis det af og til går stærkt.

FAGLIG UDVIKLING OG GODE ANSÆTTELSESVILKÅR
Vi prioriterer din personlige og faglige udvikling, og tilbyder dig chancen for at udforske arbejdslivet i en foranderlig og nutidig advokatpraksis. Dit ansvar og sværhedsgraden i dine opgaver stiger i takt med dine erfaringer og resultater.
Du bliver tilknyttet en advokat eller advokatfuldmægtig, der sammen med resten af afdelingen sikrer, at du får faglig oplæring af høj kvalitet, at du bliver inddraget i relevante sager, og at du løbende bliver udfordret og får feedback.
Vi tilbyder gode arbejdsforhold med en arbejdstid på cirka 15 timer ugentligt, som tilrettelægges med de øvrige studenter efter dine muligheder og med fri til eksamenslæsning og specialeskrivning. Som student hos Horten får du stillet en mobiltelefon til rådighed, og Horten betaler alle dine obligatoriske studiebøger.

VI VIL GERNE HØRE FRA DIG
Lyder det som et job for dig, hører vi gerne fra dig. Vi holder samtaler løbende, så send gerne din ansøgning, CV og relevante eksamenspapirer via vores hjemmeside hurtigst muligt og senest d. 21. maj 2024.
Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte advokat Stine Ravnkilde Nielsen på sni@horten.dk eller telefon +45 5234 4370.

Vi opfordrer alle uanset køn, alder, handicap og etnisk baggrund til at søge stillingen.

OM HORTEN
Verden er i forandring, så lovgivningen skal følge trop. Som strategisk-juridiske rådgivere er vi derfor nødt til at være nysgerrige og undersøge mulighederne uden altid at vide, præcis hvor vi ender. Af den grund har vi, en advokatvirksomhed med over 330 specialister og 70 års erfaring, brug for dig: Til at gå nye risici, udfordringer og muligheder i møde sammen med vores kunder. Du bliver en del af et team af juridiske rådgivere, der klæder førende organisationer på til at kunne agere og reagere inden for områder som bank og finansiering, fast ejendom, grøn energi, teknologi, IP og M&A, så de kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag – og nogle gange endda tage modige valg. Når verden ændrer sig, gør juraen også.

Horten – Find a way.

 

Ansøgningsfrist: 21. maj 2024